Ind i mellem støder jeg på udtalelser, det være sig i pressen, blandt kollegaer, venner, familie, omkring hvad "man kan og bør" - og specielt som kvinde, mor, kæreste, hustru ..... og gang på gang tager jeg mig selv i at sidde lettere forbløffet tilbage med en underkæbe, der et kort øjeblik ramte gulvet. Hold nu op ! - selv i 2016 florerer "kan/kan ikke/bør" baseret på - ja jeg ved egentligt ikke hvad - en blanding af snævertsynet kristendom, samfunds"moral", århundredes stereotype kvindesyn, seksual angst, småborgerlig bornerthed, what ever ..... og gang på gang sidder jeg tilbage med tanken "Er der noget, der er gået hen over hovedet på mig ???" - og ja det er der åbenbart.
For mit eget vedkommende har jeg nok trasket gennem livet i en bevidsthed om, at jeg er menneske, ligeværdig og at madlavning, madpakkesmøring, rengøring etc. ikke per defintion hænger på mig fordi jeg er kvinde,mor, kæreste, kone. Jeg har også altid følt det som en naturlov, at egoisme (læs: egenomsorg), at pleje sig selv og sine egne interesser, at tænke frit og handle ud fra intuition og mavefornemmelse er en menneskeret og helt naturligt - der har jeg vist haft skyklapper på - og heldigvis for det ! De har sikkert forhindret mig i at "se" mange tåbelige ting og sager.
Jeg har fra jeg var helt lille haft en overbevisning, om at kvinder er stærke, kan alt, må alt og at vi er i stand til at skabe vores egne liv, bare vi klemmer balderne sammen og står tidligt nok op! Tankevækkende, at min søn som 4-årig kom med følgende udtalelse " Min mor siger,man bare skal se at komme udover bakkerne" ... tja ....
Jeg har altid haft det svært med og nægtet at acceptere: "du kan ikke, du må ikke, du kan ikke tillade dig, det gør man ikke, hvad vil andre sige etc. etc.". Egentligt har jeg aldrig reflekteret over, hvorfor mon jeg har haft og har det sådan - indtil jeg en dag fik kigget i en kasse med gamle avisudklip/fotos.
Her kommer en hyldest til mine cool formødre - stærke, selvstændige i mere end en forstand, egenrådige, fanden-i-voldske-kvinder, der sked (undskyld) på konventionerne og skabte deres egne liv. De var stærke, arbejdsomme, de gik mod strømmen, de fik børn, de blev skilt, de røg og drak, de levede på polsk, de fandt sig ikke i noget hverken fra samfundet eller fra mænd, der var afregning ved kasse 1, farvel&tak, der var hjertevarme, de stod ved deres sexualitet og så havde de en gudsbenådet humor og livsbekræftende energi . Jeg er dybt taknemmelig for mine formødre - jeg håber, jeg selv har formået at give noget af deres DNA videre til mine egne børn -specielt min datter.
Min oldemor, mormor, mor og deres søstre var alle grovsmede og drev fra ca. 1930-1980 selvstændig virksomhed som smede. Et særsyn - både det at drive selvstændig virksomhed som kvinde OG at iføre sig overall's og svinge en forhammer. Jeg elsker det ! - bemærk der trods det tunge og beskidte arbejde alligevel var overskud til lidt læbestift og mascara. :-)
Her kommer de:
Fra venstre min mor, mormor og mormors søster .... Jeg kan svagt huske den åbne esse, hvor der blev smedet.
Cool kvinder - jeg hepper - tak for jer - ! - min mor (yderst til højre) er heldigvis stadig still going strong - jeg er taknemmelig !
Husk: klem balderne sammen og stå tidligt op - smil til dig selv og verden og giv Fanden i resten (og huske læbestiften !)
Kærligst Sussie
Send en kommentar