Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

tirsdag den 27. september 2016

Noget om ØV-dage - tudefjæs og give sig selv lov til at råbe røv ....

..... nogenlunde et billede af mit humør i dag.

Det her blogindlæg SKULLE have været "Postkort fra Thailand post scriptum" med skønne billeder, rejsetips og dejlige minder - det bliver næste gang.

I dag er bare ØV - tudefjæs med tudefjæs på. Og jeg vil gerne slå et slag for, at man ind i mellem giver sig selv lov til at sidde i en gammel sove-t-shirt med en kop kaffe og glo ud af vinduet og bare være tudefjæs og have ondt af sig selv, mens nullermændene flyver en om ørerne, og alt hvad der hedder selviscenesættelse med det helt lækre filter er sat på stand by

Mit hjem ligner noget, der burde lukkes af sundhedsmyndighederne, der er rent vasketøj, beskidt vasketøj, hundehår, en utømt opvaskemaskine, sengetøj, der trænger til at skiftes, et bryggers, der ser ud som om, nogen har sprængt en håndgranat, jeg selv iført fedtet hår, ubarberede ben og ditto armhuler og som sagt halvnusset sove t-shirt. - og jeg sidder bare og glor - flapørerne glor igen - og jeg kan ligefrem se tankeboblen over deres hoveder "hvad Fanden har hun gang i" - specielt det gamle flapøre kan godt fornemme, den ikke er helt god med mig i dag - og forsøger sig med en Basset-krammer og et enkelt savlende hundekys.

Nogen gange er der ting/projekter der bare ikke lykkes - i hvert fald ikke i første omgang - og nogen gange er det svært at sige "pytte-det" (min datters yndlingsudtryk, da hun var barn). Mit mantra "frisk mod, det løser sig" er ude af drift et par timer, mens jeg sidder og har ondt af mig selv. 3 kopper kaffe og en tudeklud - tørre øjne i et par bløde flapører - om lidt råber jeg "fuck det" og går i skoven med de 4-benede.

Frisk mod -  det løser sig !

Kærligst Sussie

Send en kommentar