Sig hej til Sylvester ...... mit barnebarn, der kommer til Verden marts næste år. Ja ! med hurra og mere hurra og YES på - jeg skal være MORMOR - og jeg kan ikke få armene ned. Jeg glæder mig så usigeligt.
Da jeg fik mit første barn (min datter), tænkte jeg, det var udelukket at få nummer to, for det måtte være umuligt at elske TO børn, når det første barn fyldte hele mit hjerte, sind og sjæl. Jeg kunne så konstatere, at mit hjerte blot sagde "fluff" og lige blev udvidet til det dobbelte - og nu har mit hjerte sagt "fluff" igen og er udvidet til det 3-dobbelte. Lille Sylvester er endnu ikke kommet til Verden, men jeg elsker ham allerede betingelsesløs og glæder mig ubeskriveligt til at møde det lille sære væsen, der gro i min datters mave. - Netop det med "at lære at kende", er så forunderligt ! - for ens barn (og nu ens barnebarn) er jo et selvstændigt lille menneske, som man skal lære at kende. Et faktum der kom noget bag på mig, da jeg blev mor for første gang. Mit barn var et fremmed menneske, et lille nyt væsen, som jeg ikke helt vidste, hvor egentligt kom fra ! Et barn med noget af mit DNA men med "tråde" generationer tilbage, et ubeskrevet blad, som jeg kunne præge, hjælpe, forme med al min kærlighed og de ressourcer jeg nu engang har, men også et lille fremmed væsen med sin helt egen personlighed og karaktertræk fra dag 1. En mærkelig tanke. Jeg var bestemt ikke forberedt på, at jeg rent faktisk skulle lære mig eget barn at kende.
Livets mening har jeg altid haft det meget svært med. Dybest set har jeg faktisk overordentligt vanskeligt ved at forstå/se Livets mening ! - Vi fødes, vi lever, vi reproducerer os (måske) og vi dør. Og i løbet af ganske få generationer er vi glemt, fadet som et gammelt gulnet foto, reduceret til en fjern slægtning, som man måske kan genkende visse ansigtstræk hos. Det er trods alt de færreste af os, der sætter fodspor i Verdenshistorien. Jeg ser ingen dybere mening i reproduktion - altså at Livets mening skulle være at få børn. Til gengæld kan jeg se en mening i at give de børn OG børnebørn (og evt. hvis man skulle være så heldig) oldebørn, man er så privelliget at få, det bedst mulige fundament for et lykkeligt liv, mens de (og vi) er her. I min optik gøres det ved masser af kærlighed, omsorg, kærlig guiden og respekt. Jeg skal ikke kloge mig på, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen ? Jeg ved bare, at vi er her en tid.
Alle burde læse "Profeten" - det smukkeste filosofiske værk af Khalil Gibran. Jeg læste bogen første gang som teenager, og den berørte mig dybt.
Forfatteren siger blandt andet om børn:
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han svarede:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
Jeg er så klar til at møde Sylvester, så spændt på hvem han er, glæder mig så meget til at elske ham, vise ham Verden, lære ham at kende, guide ham, lære af ham ......
- og har du ikke allerede læst "Profeten" - så gør dig selv den tjenste at gøre det ..... en fantastisk bog.
Kærligst Sussie
Send en kommentar