Bliver man LIDT mindre ulykkelig i et par lækre støvler ?????

Klicheerne står i kø omkring emnet følelser kontra materielle ting.......

"Lykken kan ikke købes for gods eller guld" ...... "Man bliver ikke lykkeligere af ting" .... "Det er ikke det ydre, men det indre, der tæller" ..... og ja, det er der selvfølgeligt noget rigtig i MEN - jeg vil stadig vove den påstand, at man rent faktisk kan blive lidt mindre ulykkelig i f.eks. et par lækre støvler.  Jeg er overbevist om, at de ting, vi vælger at omgive os med i langt større grad end vi er bevidste om, påvirker vores sindstilstand. Der er vel gode grunde til, at moderne hospitaler har kunst som en integreret del af byggeriet ? - at patienter, der får lov at bruge deres eget private tøj i stedet for det uklædelige hospitalstøj, kommer sig hurtigere ? at rekreation for både fysiske og psykiske skavanker altid lægges i smukke omgivelser med stærkt fokus på det visuelle ? Selvværd og selvrespekt hænger i høj grad også sammen med det at føle sig godt tilpas med sit ydre. Jeg tror bestemt, at man et stykke ad vejen, kan heale sig selv ved at fokusere på de smukke ting, der er i ens liv og give sig selv lov til at glæde sig over dem.  Selvfølgelig kommer menneskelige relationer, kærlighed til familie og venner altid på en første plads ifht. prioritering;  MEN de små ting, værdien af at kunne glæde sig over de smukke ting, man har valgt at omgive sig med, synes jeg ikke, man skal undervurdere.

Mine tanker omkring det at være lidt mindre ulykkelig blev sat i gang, da min vidunderlige veninde, som p.t. gennemgår en mega livskrise både på det personlige men også jobmæssige plan, postede et billede af sine Isabel Marent støvler på Instagram og skrev " Når Livet er noget totalt lort, er det da altid noget, at man har pæne støvler" ..... Den sætning faldt mange for brystet og blev opfattet som dybt overfladisk. Jeg opfattede den som selvopretholdelsesdrift og et forsøg på at fokusere på noget smukt og positivt - og ja bevar's det er materielle ting - men jeg kan følge hende 100 %. - der er altså en grund til, at værelser med udsigt er dyrere end dem, hvor udsigten er til en grå baggård ! Vi påvirkes af det visuelle.  "Klæder skaber folk" - og ja klæder skaber også et mindset. Materielle ting, hvad enten det er påklædning eller de ting, vi vælger at indrette vores hjem med, er et parameter, vi kan justere på. Hvem bliver ikke (lidt) gladere af en smuk buket blomster i sit hjem ?
Min fodterapeut tilbyder sine ældre kunder, der ikke selv orker eller rent fysisk kan, at lakere deres tånegle. Det er blevet en kæmpe succes. Ældre damer, hvis liv ikke altid er en dans på roser ifht. de mange skavanker, der har sneget sig ind, er lidt mindre triste, når de forlader klinikken med nylakerede tånegle !

Jeg kan kun opfordre til keep up the good spirit - er du trist, træt, mismodig, så gør det, du skal og bør gøre (her tænker jeg søg læge, professionel hjælp etc.) MEN husk, at du selv kan gøre noget også. Du kan "lakere dine tånegle og tage et par fede støvler på" ...... indsæt selv, hvad der gør DIG i lidt bedre humør.

Karen Blixen ................en kæmpe inspirationskilde på mange områder  - gør dig selv den tjeneste at genlæse hendes fortællinger - og læs evt. de biografier, der findes om hende.  Jeg elsker det her billede, hun er dødsyg af kviksølvsforgiftning efter hendes behandlinger for syfilis - men hun "keeper i sandhed up the good spirit" - Jeg er overbevist, om at Karen Blixens "forfængelighed" holdt hende oppe mentalt. Go for it!

Dødsyg - men i den grad i live !

..... og nu vi er ved sko og det med at være lidt mindre ulykkelig ...... husk dem her:

Søren Kierkegaard skrev:

”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” - ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.” 


 ... og ja stiletter og smukke støvler og lækre sutsko er fedt at have - men gå/løbesko må der til .... motion er en liese for triste tanker - sæt igang.

Det var Guldagers terapi.

Kærligst Sussie

Jeg øver mig i Jul ...............................

I dag fik jeg hængt mistelteen op - det er første gang, jeg har sådan en fætter inden for dørene - og jeg føler mig nærmest som Gertrud Sand, der "står under mistelteeeeeeeeeeen" og ønsker sig en foodprocessor - det gør jeg så ikke - altså ønsker mig en foodprocessor.

Jeg øver mig i Jul - og det har jeg gjort i mange år! Julen og jeg kender ikke hinanden særligt godt - så jeg ved ikke helt, hvordan Julen håndteres - hvordan gør jeg ? hvad skal jeg med Julen ? hvordan får jeg skabt nogle juletraditioner ? Mit forhold til Julen er mildest talt ambivalent.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg max. hygger mig i december. Jeg elsker efterår og vinter, og december er noget helt særligt - lysene, udsmykningen, stemningen. Jeg har gennem en del år været så privilegeret at være i udlandet i løbet af december måned og har her købt diverse julepynt med hjem. Jeg har nu en lille samling - en slags pendant til den der bugnende kasse, som alle åbenbart har enten på loftet eller i kælderen, fyldt med alskens julepynt og ditto minder. Min samling må siges at have lidt svært ved at matche denne bugnende kasse, men til hvert stykke, der hænger i mit køkken knytter sig dejlige og hyggelige minder. I løbet af december hænges flere og flere stykker på - indtil ledningen truer med at falde ned.

Pludseligt i min tidlige barndom blev Julen aflyst - sammen med fødselsdage, fastelavn, påske og pinse, lejrskole og kristendomsundervisning. Min mor valgte at gå all in og konverterede til Jehovas Vidner. - og så blev blandt andet Julen strengt forbudt. Slettet, udraderet -væk med den! Julekalender, juleklip og pakkeleg - slut forbudt! Som barn har du ikke andre muligheder end at rette ind til højre - så det gjorde jeg og mine søskende. At være anderledes og ikke holde hverken Jul eller fødselsdag, ikke deltage i fastelavn, påske eller pinse og at henslæbe den uge, de andre var på lejrskole i et tomt klasselokale (der var jo mødepligt) samt sidde på gangen, mens de andre blev undervist i kristendom, blev et vilkår.  Ikke noget, der var til forhandling eller diskussion - og jo, jeg misundte de andre big time, men trøstede mig med at vi citat "var de gode, mens de andre, de verdslige, vandrede rundt i åndeligt mørke". Så langt så skidt.

Næste gang Julen og jeg igen tager favntag er, da jeg selv stifter familie og får mine to skønne unger. GISP - Julen - Djævlens værk - helt  forbudt ...... min barndoms indoktrinering sad stadigt forbløffende dybt i mig, og det med Julen var helt uoverskueligt. Skam og skyld toppet med dårlig samvittighed. Mit held var, at min svigermor ELSKEDE Julen og gik all in. Svigermor måtte bestemt, ligesom Asterix faldt i gryden med trylledrik og forever havde uanede kræfter, være faldet i en kasse julepynt som barn og som en direkte følge deraf ikke kunne få nok af nisser, juletræer, julebag, sågar julegardiner og sølv lametta i kilometervis. Svigermor reddede Julen for mine børn. Jeg gik under radaraen, "uheldigvis" måtte jeg tit, grundet mit arbejde i skiftende vagter, arbejde i Julen. Jeg slap, jeg undveg, jeg krøb i flyverskjul.

En dag var hverken svigerfar eller svigermor mere - men Julen var der stadig ! - og jeg tog en dyb indånding, mandede mig mentalt op - og forsøgte mig med tre lilla julekugler i et fad! En knugende fornemmelse af dårlig samvittighed bredte sig i min mave, og den blev ikke mindre knugende af min mors misbilligende blik og "du burde vide bedre" kommentar. Lille Sussie, som jo også bor inde i mig, krympede sig ! - Heldigvis tog voksen-Sussie over - Fandeme nej - det er mit liv, min Jul og mine julekugler. I dag elsker jeg mine kugler, mine små souvenirs, mine stjerner, kogler og - fuldstændigt grænseoverskridende - juletræer.

Jeg er ikke religiøs i traditionel forstand, og jeg tror ikke, en Frelser er født i Bethlehem (kunne håbe det!) - Julen er mest af alt en hedensk fest (lige der giver jeg mor ret), og nisser har jeg et virkeligt anstrengt forhold til - og jeg hader farven rød. Så jeg står lidt svagt ifht. den der Jul. Et langt stykke hen ad vejen synes jeg, Julen er for meget, for ligegyldig, der går alt for meget "gaveide til 199,- i den", der er for meget stress, forventningspres og antiklimaks over Julen. Jeg afskyr ligegyldige pakkelege til en 20,- per næse, gaveræs og kvantitet frem for kvalitet. Til gengæld elsker jeg den side af Julen, der giver plads til refleksion, at gøre sig umage (både med samvær, pynt, gaver og mad/drikke), traditionen, jeg har med at spise ris a la mande med min skønne veninde en dag lige før Jul, at nulre rundt og dække et smukt bord, glæde mig til at give en nøje udvalgt gave (eller to) til dem, jeg holder af. At drikke mig en lille smule snaldret i den portvin, jeg købte i Lissabon. og henfalde til en lettere sentimental stemning omkring min familie, mine børn og flapørerne. At lave hjemmelavet rødkål og syltede rødløg (de eneste to ting, jeg kan lave med nogenlunde hæderligt resultat udover coq au vin). At insistere på at høre Dinah Washington juleaftensdag, se Disneys Julesjov mens jeg drikker (mere portvin) og tude til Jesper Fårekylling, at spise ris a la mande til morgenmad både 1. og 2. juledag.

I går glæder jeg mig mest at alt til at spise julemiddag (godt nok den 23. dec.) sammen med min mand, mine skønne unger, min helt igennem skønne svigersøn, lille Sylvester omend hans stadig gemmer sig i Sophies mave  OG naturligvis  flapørerne.

Jeg øver mig stadig i Jul........  jeg er kommet til at holde af den - på min måde og mine præmisser.

Glædelig Jul - husk at gøre det på DIN måde !

Kærligst Sussie