På plejehjem i læderleggings ...... noget om identitet og at føle sig godt tilpas

Sidste lørdag købte jeg et par sorte læderleggings ...... igen! Jeg har også forsøgt mig med et par grønne, men det blev aldrig rigtig det samme. Så endnu engang et par sorte - vist nok mit 8. par. Læderleggings er blevet min "signatur-påklædning" - det lyder bedre end at sige, at jeg bare altid går i det samme. Til hverdag som til fest. De før omtalte grønne er "degraderet" til min udgave af joggingbukser - det skete efter en uheldig oplevelse med chili-mayonnaise i Tisvilde dagen efter jeg havde indkøbt dem - men de fungerer fint som joggingbukser. Jeg vasker de grønne i et væk, hvilket har resulteret i, at de er flækket i rumpen, men det kan fikses (af Rohrmann). Mine elskede sorte passer jeg bedre på. Jeg får syet et par hver 2. år, så jeg hele tiden har mindst to par i gang. På den måde kan jeg undgå at skulle vaske dem for ofte (det kan man nemlig sagtens på 30 grader på uldprogram), MEN stretchen ryger sig en tur, og skindet bliver mørt ved for hyppig vask.
Jeg får syet mine leggings efter mål hos dygtige Susanne Rohrmann - som i.ø. også har syet mine smukke pelse. Jeg elsker Rohrmanns univers - æstetikken, håndværket, atmosfæren i de smukke lokaler, gemt ad vejen på 1. sal , hvor kun det lille bitte diskrete skilt ved dørklokken fortæller, at her bor "Rohrmann". Dygtige, kreative sjæle lever fortrinligt af mund-til-mund anbefalinger.
En fordel, udover at få syet efter mål, er, at når jeg har gået ca. 3-4 uger i mine leggings har skindet givet sig, og jeg kan lige smutte forbi Rohrmann og få dem rettet til, så de sidder helt perfekt. Whats not to like. Jeg er sikker på, at jeg en skønne dag triller ind på plejehjemmet iført læderleggings fra Rohrmann.:-)
Du finder dygtige Rohrmann her.

Lækre skind i lige så lækre farver .......

Det med at finde sin signaturpåklædning er en lettelse, det giver ro og så er det oven i købet en fornuftig "investering". Personligt slipper jeg for at tænke ret meget over, hvad jeg skal tage på. Jeg dresser mine leggings op og ned, og det skal være MEGET varmt før jeg ikke har dem på.
Andre, der har fundet deres signaturpåklædning er eks. (uden sammenligning i.ø. !!!!): Karl Lagerfeld, Kate Moss, Iris Apfel, Angela Merkel, Mao, Dronning Elizabeth, Coco Chanel, Birgitte Bardot. De har fundet/fandt deres "signatur" og dresser så op eller ned på grundbeklædningen (måske lige med undtagelse af Mao ....) . Hvad er din signatur ?

Psssst: Lige klods på Rohrmann ligger min lille yndlingscafe/interiørbutik Beau Marche, hvor jeg altid suser ned og lurer lidt (og som regel ryger der et eller andet hyggeligt med hjem), naturligvis efter at have drukket et af deres i særklasse dejlige glas rosé og nydt en burrata eller salat chevre chaud. Denne gang var det to skønne fajancetallerkener ...........så smukke at mikse med mit andet porcelæn. Jeg elsker det sted ... en lille bid Paris i Kbh.

Du finder Beau Marche her

PS: Et par læderleggings i det lækreste stretchskind syet efter mål fås fra 5.800,- . Det er - for mit vedkommende - billigt, hvis man laver en simpel cost-benefit udregning på dem.

PPS: Inspireret af farven på mine nye tallerkener, drømmer jeg om at få syet en pels i toscana lam hos Rohrmann  i denne her skønne pudderfarve ..... jeg er vild med den, og den ER skrevet i Guldagers Ønskebog.

smukkeste pudderfarve - Toscana lam - set hos Rohrmann - jeg må eje en pels til efteråret 

Kærligst Sussie

SPYT UD ! - klart og tydeligt - dine omgivelser er ikke tankelæsere ......

Jeg er blevet klogere ...... meget klogere. På hvad ? - på hvor svært det er at kommunikere klart og tydeligt - og hvor grænseoverskridende det er at turde stå ved sig selv og sine meninger og følelser. Og sidst men ikke mindst, at andre mennesker IKKE kan læse mine tanker eller på nogen måde kan regne ud, hvad der foregår oven i mit hoved.

Jeg har (stadig ! - se nedenfor) en veninde, jeg har kendt gennem mange år. Vi har fulgt hinanden i op- og nedture, vi har delt glæder, sorger, hemmeligheder, vi har grædt, grinet, fulgt med i hinandens liv, ja, været tætte veninder. For en del år siden svigtede min veninde mig - jeg vil ikke komme nærmere ind på omstændighederne, men det var en handling, som ikke hører hjemme nogen steder, og SLET ikke blandt venner. Jeg blev dengang utrolig ked af det og samtidig rasende; men valgte at "over rule" hændelsen, da min veninde på det tidspunkt stod i en svær situation i sit privatliv. Der gik et stykke tid, og min venindes situation ændrer sig drastisk i en meget positiv retning. Der er pludseligt overskud i hendes liv både mentalt, følelsesmæssigt og materielt. Nu kommer fejl nr. 1: Jeg regner med, at hun nu kan tænke sig til, at jeg forventer både undskyldning og kompensation.  Det kan hun naturligvis ikke, da hun er optaget af helt andre ting. Jeg skumler i det skjulte, raser og undres ! - jeg siger ikke noget, før jeg en dag efter utallige hints, floromvundne sætninger, ironiske kommentarer etc, tager mig sammen og face to face konfronterer min veninde med mine følelser og forventninger. Jeg taler lige ud af posen !- tror jeg ! Det er afsenderen af budskabet, der har pligten til at sikre, at modtager forstår. (Det står på side 1 i enhver kommunkationsbog)  Min veninde forstår ikke mit budskab. Jeg skumler og raser videre. Forsætter med diffuse hints, bemærkninger i "sjov" ud mellem sidebenene, og SAMTIDIG bliver jeg ved med at opføre mig venindeagtigt på overfladen. Jeg sender forskelligt rettede signaler, men går stadigvæk ud fra som en selvfølge, at hun da for Fanden kan TÆNKE SIG TIL, HVAD JEG FØLER OG TÆNKER!

Til sidst er mine frustrationer så voldsomme, at jeg bliver nødt til at følge et godt råd, nemlig at skrive en mail, hvor jeg krystalklart og uden omsvøb fortæller, hvad min frustration handler om og hvad jeg forventer, der skal gøres, hvis vores venskab skal bevares. Som sagt så gjort. Dén mail, er en af de sværeste, jeg nogensinde har formuleret, og da jeg trykkede på SEND knappen, var det med fugtige håndflader og hjertet helt oppe i halsen. Nu måtte det briste eller bære - og helt ærligt jeg regnede faktisk med, at det ville briste. - det gjorde det så ikke ! Klar og tydelig kommunikation gav bonus. Jeg fik den mest oprigtige mail retur med en udstrakt hånd om forsoning.  Hvilken lettelse og samtidig stof til eftertanke. Hvad var det, jeg var så bange for ? - hvor i bestod det farlige i at stå ved sine egne følelser ?

Vi kan slå den berømte streg i sandet. Venskabet har fået nogle hak og skår. Jeg vælger at reparere vors venskab på den japanske måde. Så smukt formuleret:

Venskabet bliver aldrig som før - det bliver noget andet ( med skår og hak, der er repareret med den kæren-sig-om og venindekærlighed, der trods alt ligger og roder rundt et eller andet sted) noget helt unikt.

Stå ved dig selv først og fremmest, hold fast i, at du har ret til at føle og tænke, tro og mene, som du gør, men vær samtidig opmærksom på, at INGEN mennesker er tankelæsere. Du bliver nødt til at være super tydelig i din kommunikation - personligt synes jeg, at det en stor hjælp at kommunikere skriftligt. Dels bliver du selv fastholdt i, hvad det egentligt er, du er i gang med at formulere og dels er budskabet dokumenteret. Vi slipper på den måde for en såkaldt Erhard Jakobsen (yngre læsere må lige google ham) ... men det er noget i retning af  "det har jeg aldrig sagt - hvad har du så sagt ? ja, lad det være usagt" ..... har du noget magtpåliggende på hjerte, så start med at sende en mail, og derefter kan face-to-face samtalen tages.

Jeg er SÅ glad for, jeg tog rådet om super klar kommunikation alvorligt, og jeg er - i Jantelovens hjemland - SÅ stolt af mig selv, at jeg TURDE !

Spyt ud !

Kærligst Sussie