Jeg er blevet klogere ...... meget klogere. På hvad ? - på hvor svært det er at kommunikere klart og tydeligt - og hvor grænseoverskridende det er at turde stå ved sig selv og sine meninger og følelser. Og sidst men ikke mindst, at andre mennesker IKKE kan læse mine tanker eller på nogen måde kan regne ud, hvad der foregår oven i mit hoved.
Jeg har (stadig ! - se nedenfor) en veninde, jeg har kendt gennem mange år. Vi har fulgt hinanden i op- og nedture, vi har delt glæder, sorger, hemmeligheder, vi har grædt, grinet, fulgt med i hinandens liv, ja, været tætte veninder. For en del år siden svigtede min veninde mig - jeg vil ikke komme nærmere ind på omstændighederne, men det var en handling, som ikke hører hjemme nogen steder, og SLET ikke blandt venner. Jeg blev dengang utrolig ked af det og samtidig rasende; men valgte at "over rule" hændelsen, da min veninde på det tidspunkt stod i en svær situation i sit privatliv. Der gik et stykke tid, og min venindes situation ændrer sig drastisk i en meget positiv retning. Der er pludseligt overskud i hendes liv både mentalt, følelsesmæssigt og materielt. Nu kommer fejl nr. 1: Jeg regner med, at hun nu kan tænke sig til, at jeg forventer både undskyldning og kompensation. Det kan hun naturligvis ikke, da hun er optaget af helt andre ting. Jeg skumler i det skjulte, raser og undres ! - jeg siger ikke noget, før jeg en dag efter utallige hints, floromvundne sætninger, ironiske kommentarer etc, tager mig sammen og face to face konfronterer min veninde med mine følelser og forventninger. Jeg taler lige ud af posen !- tror jeg ! Det er afsenderen af budskabet, der har pligten til at sikre, at modtager forstår. (Det står på side 1 i enhver kommunkationsbog) Min veninde forstår ikke mit budskab. Jeg skumler og raser videre. Forsætter med diffuse hints, bemærkninger i "sjov" ud mellem sidebenene, og SAMTIDIG bliver jeg ved med at opføre mig venindeagtigt på overfladen. Jeg sender forskelligt rettede signaler, men går stadigvæk ud fra som en selvfølge, at hun da for Fanden kan TÆNKE SIG TIL, HVAD JEG FØLER OG TÆNKER!
Til sidst er mine frustrationer så voldsomme, at jeg bliver nødt til at følge et godt råd, nemlig at skrive en mail, hvor jeg krystalklart og uden omsvøb fortæller, hvad min frustration handler om og hvad jeg forventer, der skal gøres, hvis vores venskab skal bevares. Som sagt så gjort. Dén mail, er en af de sværeste, jeg nogensinde har formuleret, og da jeg trykkede på SEND knappen, var det med fugtige håndflader og hjertet helt oppe i halsen. Nu måtte det briste eller bære - og helt ærligt jeg regnede faktisk med, at det ville briste. - det gjorde det så ikke ! Klar og tydelig kommunikation gav bonus. Jeg fik den mest oprigtige mail retur med en udstrakt hånd om forsoning. Hvilken lettelse og samtidig stof til eftertanke. Hvad var det, jeg var så bange for ? - hvor i bestod det farlige i at stå ved sine egne følelser ?
Vi kan slå den berømte streg i sandet. Venskabet har fået nogle hak og skår. Jeg vælger at reparere vors venskab på den japanske måde. Så smukt formuleret:
Venskabet bliver aldrig som før - det bliver noget andet ( med skår og hak, der er repareret med den kæren-sig-om og venindekærlighed, der trods alt ligger og roder rundt et eller andet sted) noget helt unikt.
Stå ved dig selv først og fremmest, hold fast i, at du har ret til at føle og tænke, tro og mene, som du gør, men vær samtidig opmærksom på, at INGEN mennesker er tankelæsere. Du bliver nødt til at være super tydelig i din kommunikation - personligt synes jeg, at det en stor hjælp at kommunikere skriftligt. Dels bliver du selv fastholdt i, hvad det egentligt er, du er i gang med at formulere og dels er budskabet dokumenteret. Vi slipper på den måde for en såkaldt Erhard Jakobsen (yngre læsere må lige google ham) ... men det er noget i retning af "det har jeg aldrig sagt - hvad har du så sagt ? ja, lad det være usagt" ..... har du noget magtpåliggende på hjerte, så start med at sende en mail, og derefter kan face-to-face samtalen tages.
Jeg er SÅ glad for, jeg tog rådet om super klar kommunikation alvorligt, og jeg er - i Jantelovens hjemland - SÅ stolt af mig selv, at jeg TURDE !
Spyt ud !
Kærligst Sussie
Send en kommentar