Vi - måske især os kvinder - kender sikkert også til den ene dag at have lyst til at være fuldstændig low key og dagen efter ikke kan få stiletterne høje nok. Jeg gør i hvert fald uagtet mit "grundlook" altid er mere eller mindre det samme.
Dine omgivelsers reaktion er ikke det eneste, du kan ændre ved hjælp af din påklædning. Det er vist ingen hemmelighed, at er man lidt trist og hverdagen lige til den grå side, hjælper det gevaldigt at dresse sig selv OP. Du bliver gladere, dem der skal se på dig bliver gladere - en positiv cirkel. Og lige præcis det faktum ramte mig selv som en boksehandske lige midt i fjæset forleden, da jeg stod på personalettoilettet på hospitalet, hvor jeg arbejder. I spejlet under det uskønne neonlys så jeg en bleg, træt, make-up løs kvinde med håret samlet i nakken med en post-elastik (eller hvad sådan en nu hedder) ifør en i særklasse uklædelig uniform. Dét med uniformen er ikke til at komme udenom - men resten var sgu et trist syn !!! Det er bare ikke i orden Guldager - og var jeg ikke træt, så blev jeg det i hvert fald. Der må rettes op! Til gengæld ved jeg udmærket hvad årsagen er - en uklædelig uniform, forbud mod smykker og neglelak og løshængende hår - dét fratager et langt stykke hen ad vejen en ens identitet, du bliver anonymiseret, du bliver reduceret til en "uniform". I det mindste kan mange sige, at jeg er gået all in mht. anonymitet. Jeg lover, det bliver anderledes nu ...om ikke for andres så for min egen skyld. - for jeg kan mærke, at mit triste og grå ydre giver mig et trist og gråt indre. No way !
Min helt store "udklædningskasse" som voksen er mine rejser - eller rettere de hoteller, jeg vælger at bo på. Jeg elsker at rejse og jeg elsker lækre hoteller, det kommer vist ikke bag på nogen. Jeg hører tit som i RIGTIG tit "jeg gider ikke betale for et lækkert hotel, skal jo bare sove der" (gad vide, hvordan dit soveværelse ser ud derhjemme ???!). For mig er det at checke ind på et super lækkert hotel et lille rush. At bo smukt, luksuriøst og med en toptunet opmærksom betjening er bare en perfekt ramme for min ferie, OG så er det lidt som at være hoppet i udklædningskassen som barn. Jeg ER prinsessen, (republikaner eller ej), jeg ER den mystiske dame, der sipper champagne kl. 9 og får den bragt den op med room-service. Jeg ER den dekadente kvinde med Weltschmertz, der får morgenkaffen bragt under sølvkupler. Ingen kender mig, ingen aner, hvem jeg er, jeg er bare Mrs. Guldager i værelse nr. XXX, jeg kan være hvem fanden, jeg vælger at være. For mig er det en leg - ligesom da jeg var lille - jeg morer mig herligt - jeg leger med min identitiet - samtidig med, at jeg har nogle fantastiske rammer om mit ophold. Det er klart en form for eskapisme - og jeg tror, det er sundt - at drømme og lege også som voksen. Som Onkel Danny holder jeg mest af hverdagen - elsker mit liv i det lille gule hus med familie, venner og flapører, trives med mit job i den grimme uniform og lever med, at jeg skal holde et vågent øje med Dankortet for ikke at få en kedelig SMS fra "skønne Leif" - også kendt som bankrådgiveren iført de MINDSTE sko i verden - MEN ind i mellem er det befriende, sjovt, skønt, livsbekræftende at hoppe ned i udklædningskassen og bare give den max gas.
Hvis du ikke allerede har en udklædningskasse, synes jeg, du skal få dig en a.s.a.p.
HVIS Sylvester ellers snart melder sin ankomst, checker jeg ind her først i april. Whats not to like ?
Hotel Regina - Paris - min fødselsdagsgave fra MIG til MIG.
Kærligst Sussie
Nu med skæg og blå briller .....
PS: Udover hans fantastiske musik har jeg altid været betaget af Bowies leg med sin egen identitet - han gik all in (måske i nogle perioder lige lidt for meget all in - man skal helst kunne skelne virkelighed fra fantasi) - men jeg elsker hans eminente stilskift og super æstetiske sans.
