Giv den nu bare max gas - eller i det mindste medium gas ........

...... eller bare lidt gas - engang i mellem .... please ...

Mit blogindlæg denne gang er IKKE en opfordring til lalleglad ligegyldighed og fuldstændig hul i hovedet ansvarsløshed a la Luksusfælden,  MEN et lille kærligt spark .....

Ind i mellem popper historier op i pressen om personer, der fuldstændigt uvarslet får konstateret alvorlig sygdom og får beskeden, at de har ganske kort tid tilbage at leve i. Som regel gør disse mennesker noget radikalt. Sælger alt, siger deres job op,  tager på jordomrejse, køber drømmebilen/båden/motorcyklen, tager på yogaretreat i Tibet - what ever ...... essensen er, at de GØR det, de altid har DRØMT om! Os læsere klapper i vores hænder og tænker "hvor fantastisk - der midt i tragedien - lige midt i dødsdommen, giver disse mennesker fanden i alting og udlever deres vildeste drøm". Midt i vores fascination af denne vildskab glemmer vi mærkeligt nok, at vi alle har en dødsdom hængende over hovedet - vi ved bare ikke, hvornår den eksekveres! Og skulle vi i et stille øjeblik erkende denne uomtvistelig sandhed, tænker vi, ja ja om mange, mange år.

Vi bombarderes med massiv information fra pensionskasser og banker (husk de driver en forretning), der gør alt for at overbevise os om, at det er NU - som i NU og helst i går, at vi skulle have husket at spare op, lægge til side, indbetale, investere - hellere spænde livremmen ind nu - fordi, når vi engang (says who ?) bliver gamle, SÅ skal vi til at leve livet, høste frugterne af alle de magre år.  Jeg synes desværre, jeg møder flere og flere på min vej, der i min optik bruger deres bedste år på at planlægge de (poetentielt) dårligste. Selvfølgelig er det fornuftigt at have en vis økonomisk sikkerhed i sin alderdom, at kunne opretholde en vis levestandard og ikke være henvist til pastaskruer med ketchup fra man er 80 og fremefter - ingen tvivl om det. Men at skulle leve sparsommeligt og spise pastaskruer med ketchup i de bedste år i ens liv - det fatter jeg simpelthen ikke ! Jeg tror ikke ens behov er de samme som 35-, 45-, 55- årig som de vil være som 85-årig - ligemeget hvor frisk og rørig man end vil være, når man rammer de 85.

Jeg synes NUET glemmes, man ærgrer sig over fortiden og frygter fremtiden - og glemmer fuldstændig at leve her og nu! Spis nu den bøf, tag den ekstra drink, køb for pokker da den rejse - grib nuet, dagen, muligheden og nyd det, mens du gør det.

Jeg vil anbefale denne lille bog om økonomi - jeg klappede i mine hænder af begejstring - her er en professor i økonomi (et segment jeg ellers er stærkt mistænksom overfor :-) som absolut må have levemand i ascendanten. Den er god at blive klog af.

Jeg kender en gut, der købte den cooleste egoist-sportsvogn, da han fyldte 18. Stor var forargelsen og endnu større tsunamien af "gode" råd om at vente, spare op bla bla bla. Hans svar var: "det er NU jeg har "brug" (læs behov) for en sportsvogn, ikke når jeg er 50 ". I dag ser han tilbage med glæde på de vilde år med den skønne sportsvogn ! - glæden og begejstringen sidder stadig i hans celler - og godt for det - for i dag som 50-årig med kone, ex-kone, børn, hus, prioritetslån, omfangsdræn og vand i kælderen, er en cool, egoist-sportsvogn ikke det, der står øverst på listen.

.... så giv den nu bare lidt gas ....

Vi er alle forskellige, og jeg har erkendt, at jeg ALDRIG bliver fætter-fornuftig - nok ikke engang close to - jeg véd dog, jeg kan klare mig på et rimeligt niveau i min alderdom -  men for mig er nuet, livet her og nu det aller aller vigtigste. Og jeg nægter at vælge det næstbedste, hvis jeg har muligheden for at vælge det bedste. Er det muligt at realisere dine drømme (og ingen siger, at bitte små drømme ikke også har sin plads) så gør det, prøv, spring ud i det - lad være med at vente til Døden ånder dig i nakken. Jeg tror på, at det, man fortryder, er det, man IKKE fik gjort.

Kærligst Sussie


.....og ja, det havde nok været "klogere" at lægge pengene i sparegrisen, MEN der var udsalg hos Ganni, og et glimmersæt gjorde mig bare glad i låget på en regnvejrsdag - prøver at lave en cost-benefit analyse på det ifht. de kommende fester i sommeren - og så er det faktisk en rigtig god investering ;-)

Set det hele lidt fra oven ..............may your dreams come true - Guldagers har fødselsdag HURRA

Forleden dag gennemlæste jeg samtlige mine blogindlæg. "Guldagers" havde nemlig 1 års fødselsdag. (Tillykke !) Jeg læste alt igennem fra A-Z, hvad jeg har skrevet det sidste års tid. Den første tanke, der ramte mig var: "hendes liv gad jeg godt at have!" - Nu ER det så tilfældigvis mit eget liv, jeg blogger om, så  "hendes liv har jeg jo". Selvfølgelig er bloggen - som 99,9 % af alt på de sociale medier, en redigeret virkelighed og ind i mellem med det helt rigtige filter på; MEN trods alt en nogenlunde autentisk afspejling af mit liv.

Det slog mig, at jeg faktisk rigtig godt gad have mit eget liv, specielt i betragtning af at jeg få dage inden gennemlæsningen havde siddet småsur, skumlende over mit livs fortrædeligheder, små-utilfreds med mit job, mit hjem, min vægt, min økonomi .... sæt selv ind .... bare sådan ØV. Jeg sad og øffede over alt det, jeg synes manglede, ikke var blevet til noget, min egen fiasko i forhold til mange ting - (og lige den dag RIGTIG mange ting). - og nu sad jeg så her og gad godt have Guldagers liv. Det var sgu da paradoksalt, og fik mig til at se det hele lidt fra oven.

Der er mange ting, som ikke blev til noget.

Der er mange ting, som blev til noget andet - ikke nødvendigvis dårligere eller bedre - bare noget andet.

Der er mange ting, som rent faktisk blev til noget - måske det vigtigste at holde sig for øje.

Jeg fik en familie - mand, børn og nu barnebarn - det havde jeg egentligt aldrig drømt om eller ønsket - men hold da op hvilken lykke ! Mit liv er beriget med den dejligste familie, at blive mor til to vidunderlige børn og nu mormor til den skønneste lille dreng - jeg er dybt taknemmelig.

Jeg blev IKKE en succesfuld forsvarsadvokat, som jeg engang drømte om, ej heller berømt forfatter - jeg fik et helt ordinært, almindeligt, småkedeligt, halvskidt lønnet  job - og det er egentligt ikke så ringe endda. Jeg trives med det, og fordelene opvejer ulemperne (endnu). Til gengæld har jeg startet "Guldagers", hvor jeg kan få styret min skrivelyst.

Jeg har det, jeg skal bruge og lidt til - mildest talt.

Engang i mine teenageår - i en fjern fortid - ca. År 50 før Kristus, havde jeg et brændende ønske om at opleve New York. Dengang kostede alene billetten til The Big Apple mere end end kommunal månedsløn. På forunderlig vis besøger jeg nu NYC 1-2 gange om året.  Det er da næsten magisk.

Engang drømte jeg om at blive selvstændig - det blev jeg !

Engang drømte jeg om at prøve at tjene mange penge - det kom jeg til - røg op i den ene sølle % i Danmark, der tjener over den berømte million om året. Det var sjove år  - men det mest tilfredsstillende var at kunne sætte fluebenet. Been there done that. En tilfredsstillelse at prøve noget, man (jeg) troede, var uopnåeligt.

Jeg endte ikke i en kæmpe strandvejsvilla med egen badebro - men i det lille gule, skramlede hus, hvor jeg finder ro og sjælefred, og hvor skoven er min baghave.

Jeg fik aldrig en vintage Jaguar, der kører 6 km/literen og koster en formue i værkstedsregninger - til gengæld fragtes jeg ubesværet fra A-Z i en driftsikker, billig-i-drift Toyota.

Der er mange ting jeg aldrig nåede, der er mange ting, jeg aldrig fik - til gengæld gør det omvendte sig også gældende. Heldigvis - jeg glemte det bare lige et kort øjeblik.

Der står mange hyggelige ting og sager i Guldagers berømte ønskebog, nogle har flueben andre ikke.

Drømme og ønsker gik i opfyldelse, andre står standby ... og pludselig en dag.........Hurra - så er den der !   Nuvel det meste er materielle ting, og lykken er som bekendt hverken gods eller guld - men derimod dybe personlige relationer, familie og at være sund og rask - helt basalt. Når det er sagt, så glædes jeg over smukke ting. Jeg holder af mine ting, mit hjem, min kunst, mine smykker etc. etc. Jeg er æstetiker og kan ikke gøre for det ! - Jeg glædes over smukke ting - de beriger mit liv. Indtil videre har jeg fået de ting, jeg har ønsket mig - selv den uopnåelige håndtaske, der kostede mere end et parcelhus på Lolland-Falster. Et vildt ønske - men pludselig en dag gik jeg ud af butikken med den orange pose i str. large dinglende over skulderen. Det ER da skønt !

Jeg rejser til de steder, jeg holder allermest af. Nogle gange koster det sure vagter, og jeg er træt med træt på - men et glas bobler i Paris med en skøn veninde opvejer mangt og meget.

Jeg er privilegeret - jeg har mange og tætte venner - tak for jer! I betyder uendeligt meget.

Set sådan lidt ovenfra - har jeg et skønt liv !

Sidder du selv og øffer lidt en dag - prøv at træde et skridt tilbage - se dit eget liv lidt fra oven - måske for du som jeg en positiv AHA-oplevelse. Måske du faktisk godt kunne tænke dig dit eget liv ?

Nu har jeg f.eks.fået kontor med udsigt til Eiffeltårnet :-)

Duftlyset med Hotel Costes signaturduft er tændt, regnen siler ned, flapørerne sover, om lidt tager jeg et bad og gør mig klar til middag i aften hos Sophie sammen med resten af familien. Den langskæggede (on and off) har fødselsdag, og vi glæder os til at fejre ham.

May your dreams come true - både de små og de store. Bare giv den gas - måske det, du ønsker dig, og som nu og her virker fuldstændig urealistisk - ligesom billetten til NYC ! - alligvel en dag bliver virkelighed.

Kærligst Sussie

Der er så meget, man ikke forstår ................what ever makes you happy - go for it !

De seneste uger har jeg lignet et omvandrende trafikuheld, mit ansigt har været fyldt med blå, gule og grønne mærker, og specielt min overlæbe var modtagelig for nålestik - en overgang kunne jeg på afstand forveksles med ham her............

Det skyldes hverken gemytternes rasen i det lille hjem ej heller et trafikuheld, men blot at jeg har fået en såkaldt "skin-booster" behandling med Restylane hos N'age.  Du kan læse om den her nage.dk/behandling/restylane.  Jeg får simpelthen rettet rynkerne ud indefra med hyaluronsyre - det samme aktive stof, der findes i stort set enhver creme, der findes på markedet. Jeg vælger bare den "dovne" model, og får det injiceret i dybden i en mere potent mængde, end daglig indsmøring i månedsvis kan hamle op med. Så lang så godt ! Mine kindrynker a la persienner er pist væk - og jeg er glad - "it makes me happy".

Til gengæld har jeg funderet lidt over mine omgivelsers reaktion - reaktionerne spænder fra forargelse, nysgerrighed, hovedrysten (nok mest over prisen!) og ganske få "go for it". De fleste negative eller i hvert fald skeptiske kommentarer kommer fra kvinder, der åbenlyst omfavner deres egne persiennekinder/ansigter, der har tabt pusten en smule.  Det synes jeg - helt ærligt - er rigtig skønt, at de gør.  Og jeg mener det,! men jeg forstår det ikke. Og det at JEG ikke forstår DEM, fik mig til at reflektere lidt over det med at forstå andres valg/behov, som ikke er på linie med ens egne. For bedst som jeg sad og småskumlede over andres mangel på forståelse for mine MUSTS her i tilværelsen, herunder Restylane, lækre hoteller, designer håndtasker og et par Diortøfler til 5000,-, slog det mig, at jeg faktisk ikke er meget bedre selv !  Jeg er super dårlig til, omend ikke forstå, så anerkende andres behov, hvis de ikke lige er på linie med mine egne. Det synes jeg, er møg ærgerligt. For de valg, vi tager, er vel funderet i "what ever makes you happy" - og hvem fanden er jeg så at stille mig til herre over, om de valg er "rigtige" - i.ø' "rigtige" ifht. hvad og hvem ?!

Personligt går jeg, som det fremgår, ret meget op i "persiennekinder" og "bugtalermund" - jeg vil ikke have det ! og min dobbelthage  i bedste model "pelikan- jeg- har- selv- en- sild- med- til- frokost" blev også suget væk for nogle år siden i.ø samtidig med, at de tunge øjenlåg lige blev løftet.

- til gengæld rager mit arrede maveskind og forholdsvist bulede lår mig en høstblomst og egentligt også mine mormor (-til-Sylvester-) arme. Omvendt har jeg veninder, der bruger ufatteligt megen tid i fitnesscentre, og for hvem et stramt maveskind og tonede overarme tenderer Nirvana - jeg forstår det ikke ! - men jeg øver mig i at anerkende det. What ever makes you happy !

Fra nu af går jeg foran i kampen for at anerkende andres behov - fordi det gør dem glade og er rigtigt for dem.

Jeg har en veninde, der p.t. har pink hår - hvorfor ?  "It makes her happy"

Jeg har veninder, der udsmykker deres kroppe med store, personlige tattoos - hvorfor ? "It makes them happy".

Jeg har veninder, der lever og ånder for træning og som ernæring stort set kun sutter på en isterning - hvorfor ? "It makes them happy".

Jeg har veninder, der bruger formuer på at få sat kunstigt havfruehår på - hvorfor ? "It makes them happy".

Jeg har veninder, der lever af havregrød i 3 mdr. for at kunne købe (endnu) en Chanel-taske - hvorfor ! "It makes them happy".

Det er meget simpelt - vi træffer (forhåbentligt) de valg, der "makes us happy". At andre ikke har samme behov, forstår vores valg - so be it. Jeg vil ønske, at alle følger deres hjerte og mavefornemmelse, personligt vil jeg øve mig i at anerkende andres valg - enig eller uenig i forhold til, hvad jeg SELV synes er essentielt her i tilværelsen.

Gør hvad du har lyst til - "what ever makes you happy" .


Kærligst
Sussie