Jeg har - som resten af Danmark - været ramt af den ondeste influenza - kan ikke mindes, jeg har været SÅ syg de sidste 15 år ! F*** - den har været slem! Ondt alle steder, feber - på nippet til at tro, at min sidste time er kommet. Panodil, Ipren, te, rom, søvn, INTET hjælper - og man tror, det ALRIG stopper - men det gør det .... pludselig slipper sygdommen, men vågner og har det faktisk ..... bedre ! - og efter et bad, rent sengetøj, kop kaffe (endelig) ser verden ud som den plejer, frisk, rask, smertefri - klar til hverdagen igen - og så tænker man egentligt ikke mere over det!
Det burde man måske ! - Midt i al min lidelse og "jeg-tror-jeg-dør" slog det mig, at mange mennesker, også i min nære kreds, hver dag - som i HVER ENESTE dag, lever med kroniske smerter, fysiske eller psykiske eller begge dele, smerter, hvor smertestillende preller af, hvor hver morgen er en udfordring. En dagligdag der er "influenza-når-den-er-værst" - i deres tilfælde stopper sygdommen bare ikke - de vågner desværre ikke med et pludseligt "pling" - "nu gik det da over - heldigvis". De mennesker sender jeg en tanke. De i min kreds, der kæmper mod et smertehelvede hver dag, formår (jeg forstår det ikke) alligevel at have overskud til andre, være der for venner, familie og bekendte, de bider smerterne i sig, samler sig sammen, deltager alligevel i diverse sociale arrangementer, har overskuddet til at sende en fødselsdagshilsen, god jul what ever. JEG BØJER MIG I STØVET! Jeg er fuld af beundring - for jeg magtede absolut intet, nada, NUL, mens jeg lå der jamrende influenzaramt - selv mit elskede flapøre måtte jeg snerre af i bare frustration over min egen ynkelighed.
Til jer, der hver dag kæmper mod et vaklende helbred - og alligevel har overskud til og mod på Livet - jeg er kæmpe fan.
Kærligst Sussie
Send en kommentar