torsdag den 19. april 2018
Du flasher din uperfekte krop - SKAM DIG !
Jeg er en helt almindelig dansk størrelse 40, med gode lårbasser, blød mave, mormorarme og stor bagdel........ Jeg indrømmer blankt, jeg er en doven hund, når det kommer til træningscentre, frisk luft hver dag i skoven med flapøret er hvad det bliver til motionsmæssigt. Jeg vil i.ø hellere drikke champagne og spise lækker mad end svede i et fittnes center.
Forleden blev jeg (igen) noget paf ! Pludselig siger en veninde midt i en samtale, der i.ø. handlede om noget helt andet end krop og vægt: "NU kommer du altså igang med noget shape wear" !!!! Først fattede jeg ikke, hvad hun talte om. Så gik det op for mig, at jeg havde flashet min mavedelle - og det går IKKE. Deller, hvor end de sidder, skal snøres ind, gemmes væk - og de er pinlige. Og ja, jeg blev flov - flov over min uperfekte krop og skammede mig, over jeg havde flashet den. Følelsen af at være forkert, uperfekt, en doven hund sneg sig ind over mig. Jeg blev simpelthen ked af det; selvom jeg ved det er sagt i den bedste mening.
På vej hjem i bilen reflekterede jeg lidt over det med at flashe den uperfekte krop og at burde skamme sig. Samme morgen havde jeg selv kommenteret (negativt) på en kvinde, hvis figur tenderede Michelin-mandens, men som frejdigt spankulerede ind på cafeen, hvor jeg sad med en veninde, iført det strammeste out fit ever. Jeg udbryder "Hold da op, det havde jeg nok ikke gjort - det var dog voldsomt". Min kloge veninde svarerede mig: "Hvorfor ikke ???" - og ja hvorfor ikke ??? - hvorfor provokerer det mig, at en kvinde vælger at flashe sin overvægt, sine deller, buler, hængebryster what ever ?? Er det min egen skam over at være uperfekt, min egen utilstrækkelighed hun trigger ?? Hvorfor triggede min egen mavedelle min veninde ? - og hvorfor har vi så travlt med at presse et idealbillede af kvindekroppen ned over hinanden ?
Jeg fornemmer heldigvis et spirende oprør på de sociale medier - lad os nu være, lad hinanden være, hyld nu det uperfekte, hyld den enkeltes ret til at se ud, som man nu engang vælger at se ud.
Jeg har veninder, der konsekvent kommenterer på det smukke - ikke at de ikke har øje for det uperfekte; men de vælger bevidst at fokusere på det smukke. De kan godt se, du har skæve tæer, men vælger at komplimentere dig for de smukt lakerede tånegle. De kan godt se din mavedelle, men vælger at kommentere på dine smukke bryster. Måske de i virkeligheden bare ser DIG, som den skønne, unikke person du er med såkaldte "fejl og mangler" (hvem definerer egentligt det???) - og hvem skal i grunden have lov at bestemme, hvad der er smukt ?
Det fortæskede begreb søstersolidaritet er andet end knyttede næver, hønsestrik og en duft af 68 generationen. Søstersolidaritet er at vande hinanden med kærlige ord, opmuntring, komplimenter, positivitet. Så gror vi ! Så blomstrer vi !
Skal vi så ikke sige vores ærlige mening ??? - Jo, hvis du bliver spurgt om den !
Næste gang jeg ser en kvinde flashe sin "uperfekte" krop, vil jeg tænke: godt gået !
Sommeren nærmer sig, det er tid at lufte mormorarme, cellulite-lårbasserne, den store numse, bryster i alle former og faconer - sæt i gang!
Toptunet, blød og rund, lille og spinkel, stor og frodig - fitness-freak eller doven hund - skal vi ikke bare give hinanden plads og en fælles krammer ? Vande hinanden med anerkendelse, ros, komplimenter - og gode råd HVIS vi bliver spurgt.
Kærligst Sussie
PS : jeg har hele mit liv fået at vide af velmenende veninder, at jeg burde dække min store numse til - lige indtil en reality stjerne gjorde store numser hotte - først var min røv helt forkert, og jeg burde skamme mig - så blev den pludselig helt rigtig - og jeg burde være stolt ..... STOP - jeg vil ikke trækkes rundt i manegen mere ........
Send en kommentar