Livet er fyldt med små og store bump på vejen - og ind i mellem rammer man en mur. Føler det er umuligt at komme videre frem - samtidig med at bakgearet er gået itu. Kriser kender vi alle - små kriser, store kriser, livskriser, kriser i relation til familie, venner, vores børn .... Som regel løser tingene sig sådan nærmest af sig selv - hen ad vejen - uden de store sværdslag. Men nogen gange ramler det hele bare - uvarslet - og det berømte tæppe trækkes væk under fødderne på en - og man efterlades i et ragnarok af følelser. Afmagt, vrede, sorg, ulykkelig, forvirret - som at være i en centrifuge uden mulighed for at finde stopknappen.
Hvad Fanden gør man så ???
Jeg har selv været der et par gange i mit liv. Dér hvor tingene pludeligt ændrer sig, hvor man bliver fravalgt af den ene eller anden grund. Eller man selv er nødsaget til at fravælge (måske blot for en periode) for at passe på sig selv. Hvor kærligheden, som man tog for givet, er faded og kun findes i en sølle skygge af sig selv. Det er uendeligt smertefuldt og voldsomt opslidende.
Det kræver mod og styrke at gå gennem alle faserne i hele følelsesregisteret - men jeg tror, at hvis man tillader sig at være i det og accepterer, at sådan føler jeg lige her og nu - måske jeg følte noget andet i går eller for 1 time siden, men lige NU føler jeg sådan her, så finder hjertet og hjernen selv den rette vej. Den rette vej kan være at sige STOP, slå en streg i sandet og komme videre - ud af en anden vej, hen i mod et andet liv, en anden måde at skrue sin tilværelse sammen på. Den rette vej kan også være at indse, at det man havde, og som man måske glemte at værdsætte og ikke plejede, som man burde, er værd at kæmpe for.
"Kæmp for alt hvad du har kært, - dø om så det gælder" ....
- og ja, man dør lidt - noget inden i en dør lidt, visner hen og bliver måske ikke helt som før, men det er prisen for at kæmpe for "alt hvad du har kært". Jeg har et par gange kæmpet for alt, hvad jeg har kært - fordi jeg inderst inde var overbevidst om, at jeg IKKE var parat til at give slip. At der var flere plusser end minusser - at kærligheden stadig var der - måske bare som en lille bitte flakkende flamme - men den vár der. I enhver kamp risikerer du at blive såret, at få nogle ordentlige hug - men vinder du kampen, er det det hele værd. Du kommer ud som et stærkere menneske, klogere på dig selv og andre og med en dyb taknemmelighed over ikke at have givet op, at have fulgt din inderste stemme og intuition. Det vigtigste er dog, at man komme ud med sin selvrespekt i behold, fordi man valgte den vej, som føltes rigtig.
Jeg er ikke den store fan af Paulus - men lige de her ord er så smukke:
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Er du i krise, ramt panden mod en mur, ved hverken op eller ned ... tillad dig selv at være i det - også når det er allermest smertefuldt - støt dig til dine nærmeste - men lyt til din intuition, den der stemme, vi alle har inden i, og som ved bedst, hvilken vej du skal gå.
Kærligst Sussie
PS teksten ser lidt mærkelig ud, jeg har ingen ide om hvorfor eller hvordan jeg ændrer det, men indholdet er også det vigtigste ... :-)
Send en kommentar