Omkring Nytår er det ret udbredt at kigge både tilbage OG fremad. Af natur er jeg ikke den store "tilbageskuer" - jeg foretrækker som oftest at se fremad, hvilket måske - til dels - skyldes min evige optimisme, medfødte nysgerrighed og en indgroet modvilje mod og angst for at hænge fast i fortidens fortrædeligeheder, som jeg alligevel ikke kan ændre på. Men indrømmet ER det jo skønt at se tilbage og dvæle ved de dejlige minder, de gode stunder, de lykkelige øjeblikke små som store, som tiden har budt på.
Når jeg ser min Instagram konto igennem og FB for den sags skyld bød 2019 på rigtig, rigtig mange vidunderlige stunder, stjerneøjeblikke, skønne stunder med familie og gode venner - og ikke mindst at få lov - igen - at opleve Livets mirakel, nemlig da lille, skønne Alfred kom farende ud til verden 5 uger før tid. Jeg er SÅ taknemmelig for, at min datter og svigersøn atter engang gav mig lov at få den kæmpe store oplevelse.
Jeg har rejst - til mit elskede Paris med ligeså elsket veninde - jeg har besøgt Tjernobyl - en fuldstændig surrealistisk oplevelse, endelig fået set Golden Gate Bridge og kørt i cablecar, været på roadtrip til skønne Mølle, set kunst og kultur i London, været på gorumetretreat hos Michael og Jens i Villa Uno i Umbrien med 3 skønne kvinder og finally NYC igen igen og Tisvildeleje ikke at forglemme- whats not to like ?
Men 2019 var også året hvor jeg mistede .... både mit elskede flapøre men også to tætte veninder. Og lige her er det jeg skal øve mig i IKKE at hænge fast i det sørgelige, for dét kan jeg ikke ændre - men fokusere på alt det gode, sjove, skønne, der VAR. Alle de minder lægger jeg ned i en skuffe - det triste lader jeg være.
At miste Holly var hjerteskærende rædselsfuldt - alle dyrevenner ved hvad jeg taler om! Så jeg vælger at lade tiden gå og huske alt det skønne ved hende, alle vores sjove timer sammen, vores daglige rutine med turen i skoven, at jeg gik og småsnakkede med hende, og sneg mig til at sove med hende (når den langskæggede var ude at rejse) og brugte hendes bløde flapører som sovemaske.
Jeg mistede også 2 tætte veninder - desværre en beslutning der var nødvendig for mig at tage. Jeg havde på intet tidspunkt set det komme; men alle mennesker har en grænse, der ikke tåler at blive overskredet . Her gik min. At trække stikket var - som med tabet af Holly - OGSÅ - hjerteskærende rædselsfuldt - men det kunne desværre ikke være anderledes. Så jeg vælger igen at lade tiden gå og huske på alt det skønne ved de to venskaber, alle de sjove timer sammen, alle de alvorlige ditto, når vi grinede og når vi græd, vores rejser, vores fortrolighed, følelsen af at have hinandens ryg .. og resten, det triste ...... lader jeg være.
På forunderlig vis går Livet videre - der vil altid været et savn, når man har mistet noget eller nogen man virkelig værdsatte; til gengæld skærper det ens sanser i forhold til at værdsætte og passe på det, man rent faktisk har. Jeg er et utroligt privilegeret menneske i forhold til at have skønne venner og veninder i mit liv - nogle har jeg kendt nærmest altid og andre kun ganske kort - nogen ser jeg tit andre sjældent - men I er der - og jeg er dybt taknemmelig for hver og en.
Hvad så med et nyt flapøre ? Det ville være løgn at sige, at jeg ikke savner mine hunde hver eneste dag, MEN som mit liv er skuret sammen lige p.t., vil det ikke være fair mod et nyt lille flapøre at lukke det ind i mit liv. Heldigvis er der mange skønne flapører i min sfære, som jeg til enhver tid kan låne og gramse lidt i.
Husk at gemme alt det skønne og vidunderlige ..... og lad resten være
Godt Nytår
