Jeg er på ingen måde bange for Døden - men jeg er ærgerlig over den ! Alle ved, at de før eller siden skal dø; men det er en mærkelig skræmmende tanke - specielt for dem af os, der ikke har en urokkelig overbevisning om, at der venter noget bedre "på den anden side". Jeg er ikke troende i traditionel forstand og har ingen tro på eller forhåbning om, at der venter et andet slags liv efter Døden. Derfor er tanken om Døden ret øv, for at sige det mildt. Det definitive farvel og tak til alt det, jeg holder af, alle dem jeg elsker, det liv, jeg værdsætter så højt med alt, hvad det indebærer af glæder, sorger, lykke, ulykke, fantastiske oplevelser, stille hverdag you name it. Så jeg bokser lidt med Manden med leen og har egentligt altid gjort det. Der går faktisk ikke en dag, uden jeg sender den herre en tanke - og jeg har gjort det siden min tidligste ungdom. DET GIDER JEG IKKE MERE! -(omend bevidstheden om Døden uomtvisteligt sætter Livet i pespektiv - "memento mori") . Så at sende ens endeligt en tanke i ny og næ er nok meget sundt, men for mig fylder det for meget. Jeg bliver nærmest stresset over, alt det jeg så gerne vil nå at opleve og udforske samtidig med, at tiden flyver hurtigere og hurtigere afsted. Det gør mig trist, at tænke på, at en dag er det hele slut, for jeg ELSKER LIVET.
Forleden læste jeg et godt råd til at slutte fred med Døden - nemlig at sige goddag til den. (Jeg har nu sagt goddag tidligere i mit liv - sådan rent bogstaveligt - og tak til holdet af dygtige læger, der fik mit hjerte igang igen; men det er en anden historie).
Nu har jeg besluttet mig for en gang for alle at sige goddag OG farvel til Døden. Rådet jeg læste var blandt andet at skrive testamente. Få styr på det juridiske og det praktiske.
Udover testatamente var rådet at skrive sine ønsker ned omkring begravelse. Hvordan vil jeg herfra: begraves, brændes. Skal jeg ligge på de ukendtes, have en gravsten og med hvilken tekst, have min aske spredt etc.et. Skal der drikkes champagne i stedet for gravøl (det tror jeg nok, der skal - og i rigelige mængder !), hvilke sange skal der synges ..... detaljer er der nok af.
At skrive en slags afskedsbrev eller farvel-og-tak-for-denne-gang-måske-vi-mødes-igen-brev var en anden idé.
Når Døden er kommet på plads så at sige - kan man nemlig sige farvel til den. Pakke den sammen, lægge den ned i en skuffe sammen med alle de praktiske detaljer og ønsker - og så glemme ALT om den - og bare koncentrere sig om at LEVE ! For mig virker det ! - En lettelse at parkere Manden med leen - vende ryggen til ham - der er taget stilling, jeg behøver ikke tænke yderligere over det. At dagen, der bliver min sidste, før eller siden oprinder, kan jeg ikke lave om på. Jeg håber (og tror), at jeg bliver helt utrolig gammel - selvfølgelig still going strong både hvad angår krop og sind -;)- men en eller anden dag håber jeg, at jeg trods alt er så "mæt af dage" og så træt, at det vil føles helt okay at checke ud.
Husk at leve !
Kærligst Sussie
PS: Jeg satser på MINDST 100 lys .......:-)
Send en kommentar